Pave
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som Kirkens øverste autoritet. Bosiddende og statsoverhoved i Vatikanstaten, Rom. Siden 1059 valgt af kirkens kardinaler i konklave.
Pavedømmets autoritet hviler på Kristi ord til apostelen Peter: "Du er Peter, og på den klippe (petros) vil jeg bygge min kirke." Som biskop af Rom indtog paven ingen særstilling i kristenheden før på 700-tallet. Så langt havde han søgt verdslig beskyttelse hos den romerske kejser i Konstantinopel/Byzans, men første juledag 800 opstod "Vest-Rom" da pave Leo III kronede Karl den store til kejser i Peterskirken. Kejserlig beskyttelse betød kejserlig kontrol over kirken, men på 1000-tallet tog pave Gregor VII (1073-85) til orde for kirkens frigørelse fra verdslig indblanden. Her gjorde investitur-striden mest af sig (om hvem der skulle udnævne biskopper). Den pavelige domstol var også meget søgt af lokale fyrster som voldgiftsdomstol, fordi den var hævet over nationale hensyn. Korstogene havde ikke være mulige uden en styrkelse af kirkens autoritet. Kirken var alene om at kunne koordinere så enorme militære operationer og virke samlende på så forskellige folkeslag. Men efter 1300-tallet tabte pavedømmet megen magt til fyrsterne, og til kirkemøder kaldet konsiler. [1]
Den Katolske Kirke forklarer pavens rolle som Kristi stedfortræder og katolikkernes leder på Jorden med passager fra Bibelen som, ifølge Den Katolske Kirke, beviser hans vigtige tilstedeværelse:
Denne passage er den vigtigste af alle og den som beviser at, Jesus opbyggede hans kirke på Peter (den første pave), hans klippe. Der er nogle der mener at Jesus ikke mente at klippen var Peter selv, men Peters trosbekendelse. Mange af dem ikke-katolikker, men også katolikker der ikke tvivler på paven. Andre mener at det er en oversættelse af Petrus, der på latinsk stammer fra ordet petra, der betyder sten eller klippe. På aramæisk blev han kaldt cephas (kefas), som også betyder sten.
Den nuværende pave, Pave Benedikt 16. (verdsligt navn Joseph Alois Ratzinger), er nr. 265 i paverækken. Han blev valgt den 19. april 2005, og valget bekendtgjort kort efter kl. 18 lokal tid efter konklavets fjerde stemmerunde.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Andre bibelske passager
Passager som ifølge Den Katolske Kirke beviser pavens vigtighed og hvordan Jesus giver Peter, den første pave, byrden at være hans stedfortræder:
| På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed. Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder; og når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op. Jeg banker ham ind som en nagle på et solidt sted, så han bliver en ærestrone for sin fars hus | ||
| Esajas 22, 20-23 | ||
| Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden | ||
| Lukas 5, 3 | ||
[redigér] Pavens indflydelse
Paven af Rom har, med kardinalernes tilladelse, fuld magt inden for Den Katolske Kirke og inden for Vatikanstatens grænser. Han har ansvaret for at Kirken, altså alle katolikkerne i Verden, fortsætter på rette vej. Enhver katolik (ikke kirkelig, præst, religiøs...) bør være opmærksom på pavens stilling og hvad han mener, men behøver ikke nødvendigvis at være enig med hans moralske doktriner. En katolik skal adlyde Kirkens dogmer (som paven ændrer, men meget sjældent), men har altid frihed til at gøre resten af sit liv som han finder korrekt moralsk set, så længe det jo ikke går imod Kirkens dogmer eller vigtige regler (synder osv.). Alt dette efter Det andet Vatikankoncil. Nogle mener at det er en meget nyttig og effektiv måde at lede denne store organisation på og holde den samlet, mens andre mener at det minder om et absolutistisk regime.
Kirkens Prinser behøver ikke at være præster. Eftersom paven bliver valgt imellem kardinalerne, behøver paven ikke at være præst, og kan derfor godt være gift og have børn, i modsætning til det mange tror. Alligevel skal man gå meget langt tilbage i tiden for at finde paver der var gift (Sankt Peter, for eksempel).
[redigér] Pavens ufejlbarlighed
| Kirkelige embeder |
|---|
| Pave | Patriark |
| Kardinal |
| Ærkebiskop | Metropolit |
| Biskop | Superintendent |
| Præst | Sognepræst | Kannik |
| Diakon |
| Kateket |
Pavedømmets mest betydelige ideolog i middelalderen var Thomas Aquinas, som fastslog, at paven er den ufejlbarlige leder for alle kristne. Det gjaldt indtil Det andet Vatikankoncil. I Den Katolske Kirke er der et udtryk som siger: "Kirken er Hellig og Synder".
[redigér] Andre paver
Den koptiske kirkes overhoved (for tiden Shenouda III) har titel af Pave af Alexandria, mens overhovedet for den alexandrinske ortodokse kirke, Theodoros II, har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika.
[redigér] Se også
[redigér] Kilder
- ↑ Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 208), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2